Fotografier fra intimkoncert med Steffen Brandt

I foråret, og gennem en smart alliance med Studenterforeningen, lykkedes det at lokke selveste Steffen Brandt til at give en intimkoncert i Regensens store sal 14. april 2016! Studenterforeningen havde nemlig gjort Steffen Brandt til deres æreskunstner, hvilket Steffen Brandt havde kvitteret med at tilbyde en koncert. Men Studenterforeningen manglede et sted, hvor koncerten kunne holdes. Og hvad var mere oplagt, end at gøre det på Regensen – stedet hvor Studenterforeningen blev startet for snart 200 år siden – og samtidig invitere Regensianersamfundets medlemmer? Nej, vel…?

Selve koncerten var uforlignelig skøn. Med Steffen Brandts jydske og smukt underspillede etos og patos blev de kendte numre spillet (og sunget med på). Undervejs blev sangene vævet sammen af underfundige historier bygget på filosoferen over hverdagslivet. Han var ledsaget af en smuk og dygtig korsangerinde og som jordemoderstuderende burde hun, mente Steffen, vist tage at få søgt ind på Regensen. ”Det kan være, at man får mange chancer i livet, men aldrig den samme to gange. Man skal tage imod de danse, man bliver tilbudt” forklarede han og sang om kvinden, der bare ville danse. Og det hele var bare så smukt og dejligt. Hvilken velkomst af foråret.

Faktisk har Steffen Brandt engang været midnatsgæst (i starten af det nye årtusinde), hvilket selvfølgelig var en dundrende succes, selv om publikum på det tidspunkt nok ikke fik fat i hans dybere pointer.

af Troels C. Petersen – billeder af Dominique ‘Nicci’ Alex.