Kulturnat


Regensen – Collegium Domus Regiæ – blev bygget af Christian IV i 1623 for at tjene som bolig for 101 studerende ved Københavns Universitet. Siden da har kollegiet dannet rammen for flere store danskeres studietid og været omdrejningspunkt i hovedstadens kulturliv. Det var blandt andet i kollegiets Store Sal, at Kirkegaard forsvarede sin disputats, og hvor Simon Spies og Mogens Glistrup skabte fundamentet for deres venskab henover et bordtennisbord. Den dag i dag er gården fyldt med studiesnak, venskaber, patina, fest og traditioner. På Kulturnatten åbnes kollegiets døre op, og alle får chancen for at opleve den verden, der eksisterer bag Regensens teglrøde mure.

Kollegiets nuværende alumner tilbyder omvisninger hele aftenen med 15 minutters intervaller, og der sælges kage, kaffe og portvin i kollgiets hyggelige fællesstue.